"Mit kreative rum og det at skabe er næsten en livsnødvendighed for mig. Selvom jeg, for nu en del år siden, omlagde mit hovedfokus fra design til et mere frit, kunstnerisk virke; opleves mit kreative forløb som en flydende og ubrudt linje. De sidste år er min glæde ved at arbejde med stentøj vokset støt, så nu er jeg gået all-in og er ofte at finde på mit værksted i husets underetage til langt ud på natten.
Jeg kommer ikke udenom at være æstetiker, men min tilgang til indretningen af mit hjem er både intuitiv og funktionsorienteret. Jeg har på en måde afkodet mine og mine børns behov og prioriteter, og derfra fundet personlige og æstetiske, såvel som praktiske måder at løse indretningen på. Mit hjem er mit helle, og det er vigtigt for mig, at mine omgivelser har sjæl, og at stemningen er imødekommende og omfavnende."